Stop madspild og brug dine rester – det blev devisen for søndagens aftensmad, og vi var heldige, for der var blomkål og sukkerærter tilbage fra fredagens salat, og sammen med løg, hvidløg, soja og sød chilisauce passede det perfekt til de kyllingespyd, vi havde i fryseren.
2 personer
- 1 lille blomkålshoved
- 1 lille løg
- 2 fed hvidløg
- 1/2 ps sukkerærter
- Kinesisk sojasauce
- Sweet chilisauce
- Olie
Sæt noget vand over at koge til at blanchere sukkerærterne. Når vandet koger, lægges sukkerærterne i, og der slukkes for blusset. Efter et par minutter hældes vandet fra, og sukkerærterne skæres i små stykker.
Blomkålen skylles, og rives groft på et rivejern. Løget skæres i fine tern, og hvidløgene hakkes fint. Derefter kommes lidt olie på en pande. (Kom evt lidt margarine på – så er det nemmere at se, hvornår olien er varm) Når olien er klar, svitses løg og hvidløg, indtil de er klare. Derefter tilsættes den groftrevet blomkål. Tilsæt evt. lidt mere olie, hvis det ser lidt tørt ud. Steg det et par minutter ved svag varme, hvorefter de smages til med kinesisk sojasauce og sweet chilisauce. Tilsidst tilsættes sukkerærterne, som vendes godt. Efter et par minutter på svag varme er tilbehøret klar til servering.