En lagkage der altid er en sikker vinder hos store som små.
Den kan varieres på utallige måder og her har vi pyntet kagen med frisk frugt og chokoladerør hele vejen rundt.
Vi bager altid kagen og laver cremen et par dage i forvejen og dagen efter piskes karamelcremen og lagkagen lægges sammen.
Det gør den dejlig svampet 🙂
Bunde:
- 150 g sukker
- 5 æg (det er vigtigt, at der bruges almindelige æg og ikke pastauriserede)
- 100 g hvedemel
- 50 g cacao
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vanilliepulver
Æg og sukker piskes i min. 10 minutter, og herefter tilsættes resten af ingredienserne igennem en sigte. Vend forsigtigt dejen sammen og hæld i en smurt springform.
Bages i 40-45 min nederst i en 150 grader varm ovn.
Den kan have tendens til at falde lidt sammen, når den er kommet ud af ovnen, så tjek med en kødnål et par steder inden den tages ud. Er der dej på nålen, kan den godt tåle et par min. mere.
Karamelcreme:
- 200 g sukker
- 1/2 l piskefløde
Smelt sukker langsomt på en pande – det må gerne være godt mørk, dog ikke brændt – inden fløden tilsættes.
Det bruser en del op når den kolde fløde kommer på, men falder hurtigt ned igen, og der vil være en klump karamel i fløden. Fortsæt stille og roligt indtil karamellen er smeltet.
Hæld derefter fløden i en skål og stil på køl til dagen efter. Dagen efter piskes karamelcremen godt, og hvor bunden deles i 2 eller 3 dele, karamelcremen smøres på bunden/bundene – der skal ikke noget på den øverste bund.
Pynt:
- 1 lille bk brombær
- 1 lille bk hindbær
- 2 små bk blåbær
- ca 10 små jordbær
- ca 1,5-2 pk vaffelrør
Kagen kan pyntes med friske frugter og vaffelrør som vi har gjort, eller evt. bare med en godt lag flormelis.
Velbekomme 🙂

